Ny digital tegnebog til betalingskort på mobilen

Medlemmer af Lokale Pengeinstitutter og Landsdækkende Banker lancerer nu en digital tegnebog, en såkaldt wallet, der gør det muligt at betale kontaktløst med internationale kort på mobilen. Samtidig melder de sig klar til at byde Dankort til mobilen velkomment, når det kommer inden længe.

Den nye wallet er en app, der fungerer som en digital tegnebog, hvori kunderne kan ’lægge’ deres betalingskort. Den gør det nemt, hurtigt og sikkert at betale kontaktløst ved blot at holde mobilen hen til forretningernes betalingsterminaler.

Det er pengeinstitutterne i BOKIS-samarbejdet, som består af godt 60 lokale pengeinstitutter samt Sydbank, Spar Nord Bank, Arbejdernes Landsbank og Nykredit Bank, der er gået sammen om at udvikle den nye wallet.

Først til Android og internationale kort
I første version bliver den nye wallet tilgængelig på Android-telefoner med internationale kort fra Mastercard og rene Visa-kort.

Men så snart Dankort til mobilen kommer – inden længe – kan man også få det i sin wallet. På samme tidspunkt kommer appen til iPhones, så man nærmer sig fuld dækning i forhold til telefontype og kort. I løbet af nogle måneder vil der således være en løsning til alle.

Den version, der lanceres nu, vil i høj grad henvende sig til det yngre segment.

”I praksis er det mange unge, der har et internationalt betalingskort, og det synes vi er en oplagt gruppe at begynde med”, forklarer Jan Kondrup, direktør i BOKIS og Lokale Pengeinstitutter, og fortsætter:

”Vi oplever en stigende interesse blandt danskerne til at betale med mobilen, når de står i forretningen. Mange har efterhånden prøvet at betale kontaktløst med deres kort og er glade for det. Men de står ofte og tjekker deres mobil i kassekøen, så de har allerede mobilen lige ved hånden, og derfor er det også oplagt at bruge den til betaling.”

Kontaktløs betaling med mobilen
Den nye app kan bruges til kontaktløs betaling med mobilen alle de steder, hvor man kan betale kontaktløst med de kort, der er tilknyttet appen. I første omgang betyder det, at den kan bruges i alle de forretninger, der tager imod internationale kort med en kontaktløs funktion, både herhjemme og i udlandet.

”Vi er glade og stolte over at lancere den nye wallet til gavn for vores pengeinstitutter og deres kunder, men vi er også klar over, at kundernes adfærd ikke nødvendigvis ændrer sig fra dag til dag. Det sker over tid. Nu begynder vi med de internationale kort, og så vil vi også være klar til at tage imod Dankort på mobilen, når det lanceres inden længe. Så her er et tilbud til de kunder med en Android-telefon og et internationalt kort, som gerne vil være med til at prøve det sidste nye”, siger Søren Nicolaisen, direktør i BOKIS og Landsdækkende Banker.
Næste skridt er Dankort på mobilen
Det er Nets, der både står bag udviklingen af Dankort på mobilen og den nye wallet til BOKIS-institutterne. Her ser landechef Susanne Brønnum frem til lanceringen:

”Vi er stolte over at kunne levere en løsning som den nye wallet fra pengeinstitutterne i BOKIS-samarbejdet, der for alvor vil bane vejen for mobilbetalinger i detailhandlen. Forretningerne kan benytte deres eksisterende terminaludstyr, så kunderne kan fra i dag betale med mobilen i de terminaler landet over, der tager imod kontaktløse betalinger med internationale kort. Samtidig er detailhandlen i fuld gang med at opdatere terminalerne, så de er klar til også at modtage Dankort på mobilen fra både iPhones som Android-telefoner, når det lanceres senere på foråret.”

Pengeinstitutter i BOKIS-samarbejdet repræsenterer tilsammen en betydelig markedsandel. Samarbejdet foregår på kortområdet og som her i udviklingen af en ny wallet, som pengeinstitutterne kan individualisere efter behov. Samtidig holdes udviklingsomkostningerne nede for det enkelte pengeinstitut, hvilket i sidste ende også er til gavn for kunderne.

Betalinger
Betalingen vil foregå stort set, som den foregår i dag med fysiske kontaktløse kort. Man holder mobilen hen til terminalen og godkender betalingen helt uden fysisk kontakt. Ved køb over 200 kr. skal man indtaste en pinkode på mobilen i stedet for at indtaste en kode på terminalen.

Den nye wallet lanceres i seks versioner
Sydbank, Spar Nord Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank og Lån & Spar Bank lancerer den nye wallet med eget navn, mens de lokale pengeinstitutter står bag en fælles udgave, der har fået navnet My Wallet. Den nye app kan hentes i Google Play.
· AL-Wallet (Arbejdernes Landsbank)
· Spar Nord Wallet (Spar Nord Bank)
· ydbank Wallet (Sydbank)
· Nykredit Wallet (Nykredit Bank)
· Lån og Spar Wallet (Lån & Spar Bank)
· - My Wallet (medlemmer af Lokale Pengeinstitutter)

For yderligere kommentarer kontakt venligst:
Søren Nicolaisen, direktør i BOKIS og Landsdækkende Banker, tlf. 30 30 70 06
Rasmus Poulsen, kortchef i BOKIS, tlf. 26 23 54 90
Lisbeth Nielsen, kommunikationschef i BOKIS, tlf. 20 21 02 30
Søren Winge, pressechef i Nets, tlf. 29 48 26 46