BOKIS og Nets fornyer aftale om internationale betalingskort

BOKIS og Nets har forlænget deres eksisterende aftale om håndtering af betalinger med internationale kort. Aftalen sikrer de lokale pengeinstitutter og landsdækkende banker i BOKIS-samarbejdet en fortsat effektiv og stabil drift på transaktioner med internationale betalingskort, forbedrede vilkår og et dedikeret setup til bekæmpelse af kortsvindel.

BOKIS, der er et indkøbs- og udviklingsselskab på betalingsområdet for de mere end 50 medlemmer i Lokale Pengeinstitutter og Landsdækkende Banker, har fornyet deres aftale med Nets med virkning frem til 2021.

”Vi er glade for, at vi med aftalen kan tilbyde vores pengeinstitutter bedre vilkår og lavere samlede omkostninger de næste år. Det er vigtigt i et stærkt konkurrencepræget marked”, siger Søren Nicolaisen, direktør i Landsdækkende Banker.

”De seneste år har vi i fællesskab med Nets udviklet nye digitale løsninger, som giver en bedre kundeservice og samtidig reducerer omkostningerne for pengeinstitutterne, for eksempel i forbindelse med indsigelse fra kortholderne. Vi har i forlængelse heraf besluttet at forny den eksisterende aftale med tre år”, siger Jan Kondrup, direktør i Lokale Pengeinstitutter.

Den tidligere aftale er siden 2014 blevet udvidet med nye services som for eksempel Smart Block og Consumer Protection, der bidrager til at forebygge kortsvindel.

I Nets glæder man sig også over det fortsatte samarbejde.

”Det skal være nemt for pengeinstitutterne at tilbyde enkle og intuitive kundeløsninger i et betalingsmarked, der bliver mere og mere komplekst. Vi er glade for at forlænge partnerskabet med pengeinstitutterne i BOKIS-fællesskabet og dermed få mulighed for at fortsætte vores fælles udvikling af nye løsninger, som gør hverdagen nemmere for kortholderne”, siger Thomas Jul, chef for Financial & Network Services i Nets.

Pengeinstitutterne i BOKIS-samarbejdet repræsenterer mere end 40 pct. af det danske kortbetalingsmarked og har haft en aftale med Nets siden 2014.